Herunder beskriver jeg det langvarige forløb med mit fejlbehandlede kattebid
Fredag d. 6. maj blev jeg bidt i skinnebenet af min hankat, der var blevet kastreret dagen før.
Efter at have skyllet det grundigt under bruseren, ringede jeg til lægen. Desværre havde min egen læge, som tager den slags alvorligt, lige lukket for weekenden. Så jeg måtte ringe til vagtlægen, der bad mig se tiden an, da det ikke er alle kattebid, der udvikler sig. Han nåede da lige at mumle noget om, at hvis det blev værre, skulle jeg ringe igen… Det vigtigste for ham var, at min stivkrampevaccine var gældende.
I mellem tiden begyndte to af tand- mærkerne at hæve – de lignede store bumser. Jeg tog på Gentofte Hospital skadestue, hvor jeg blev mødt af en nyudklækket læge, som ikke mente, mit ben var hævet nok, til at han ville gøre noget ved det. Jeg orienterede ham om Rigshospitalets anbefalede behandling
– Amoxicillin med Clavulansyre inden for de første 6 timer efter biddet (der var nu gået 4 timer).
Han kendte tilsyneladende godt anbefalingen, men den medicin kunne jeg ikke bare sådan få, bl.a. fordi man ikke behandlede profylaktisk (forebyggende).
Igen blev der lagt vægt på, at min stivkrampevaccine var gældende. Det var mit klare indtryk, at patienten ikke skulle stille krav til lægen… Efter lidt diskussion frem og tilbage, blev lægen og jeg enige om, at jeg var meget bekymret for biddet, og min livskvalitet blev mindre, så jeg kunne da få en recept på Dicillin. (Dicillin er nok den mest besværlige antibiotika, jeg nogensinde har taget – man må ikke spise en time før og to timer efter, man har indtaget kapslerne.) Nå, men jeg spiste naturligvis denne Dicillin, som ikke hjalp en dyt. Benet hævede videre.
Skadestuelægen på Gentofte Hospital skrev dette notat i min journal:
Bidt af kat på ve. crus,
Objektivt: Ve. crus: der ses ca. 6-7 relativt store bidmærker med koagel. Behandling: Da pt.er meget bekymret for infektion gives recept på caps. Dicillin 500 mg., 2 caps. x 3 i 1 uge. Ved fortsatte gener henvendelse til egen læge. Patienten er informeret om ovenstående og accepterer.
1 uge efter biddet
Da Dicillin-kuren var ved at være slut, tog jeg op til min egen læge, som blev chokeret over benet og forløbet. Han skrev en henvisning til ortopædkirurgisk bagvagt på Herlev Hospital skadestue med henblik på sårrevision. Efter lidt ventetid i en travl skadestue, kom jeg ind på en briks. Der var åbenbart også en anden patient inde med et kattebid, for jeg oplevede, at min henvisning blev læst op for en anden. Dette gjorde jeg naturligvis opmærksom på – fejlen blev rettet. Først så en skadestuelæge på mit ben – han var ikke bekymret, især ikke da jeg kunne fortælle, at min stivkrampevaccine var gældende. Så kom den ortopædkirurgiske bagvagt – han var heller ikke synderligt bekymret, så han ville ikke lave sårrevision. Dog kunne de begge godt se, at Dicillinen ikke havde haft den ønskede effekt. Jeg bad igen om Amoxicillin med Clavulansyre efter Rigshospitalets anbefaling. Lægernesnakkede lidt frem og tilbage om mulig ændring af anbefalingen… Jeg fik en recept på Ampicillin med hjem med besked om, at så det ikke pænere ud i løbet af få dage, skulle jeg henvende mig til egen læge. Det så pænere ud efter nogle dage – men det var ikke helt godt.
2 uger efter biddet
Så kom mine forældres guldbryllup, som jeg havde forberedt meget til, så det ville jeg opleve. I mellem tiden begyndte benet at gøre ondt at gå på pga. hævelsen.
3 uger efter biddet
Så snart guldbrylluppet var overstået, tog jeg tilbage til min egen læge, som var meget bekymret. Han indlagde mig på Gentofte Hospital akut medicinsk afdeling med mistanke om begyndende sepsis (blodforgiftning) i benet. Her blev der naturligvis taget blodprøver og igangsat væskebehandling og tre slags antibiotika intravenøst. Benet blev ved at hæve – ingen var bekymrede. Så gik der hul på bylden! De to tandmærker, der først hævede, brast nu med uendelige mængder af cafe latte farvet væske. Der blev straks taget prøver til podning, så den rigtige behandling kunne iværksæt- tes hurtigst muligt. Podningen foregik på Herlev Hospital og tog nogle dage.
Jeg blev overført i ambulance uden blink og horn til Herlev Hospital ortopædkirurgisk afdeling til sårrevision. Det begyndte at blive en smule tragikomisk, da min egen læge jo havde henvist til netop dette allerede for to uger siden 😉 Denne gang lå jeg ikke længe, før der kom læger og sygeplejersker, der tog flere blodprøver og undersøgte bylden grundigt. Jeg kom ned på operationsgangen til sårrevision. Det viste sig at være en operation, hvor de åbnede bylden og skrabede al betændelsen ud.
Nogle dage efter blev mit antibiotikum ændret, da der var kommet svar på blodprøverne og podningerne. Der skete hurtigt en synlig og mærkbar bedring af benet med det rigtige antibiotikum. Alligevel var jeg indlagt i små 14 dage, da jeg fik kvalme og manglende spiselyst af antibiotikaen og de smertestillende piller (kunstig morfin). Der er nu gået 5 uger efter biddet.
Fortsat forløb
Jeg er nu hjemme med kompressions-forbinding om benet, der går fra under tæerne op til lige under knæet. Kompressionsforbindingen bliver skiftet en gang om ugen, hvor såret så bliver tilset. 4 uger efter operationen (7 uger efter biddet) er såret 11 cm langt.
5 uger efter operationen (8 uger efter biddet) er såret 9 cm langt.
6 uger efter operationen (9 uger efter biddet) er såret 8 cm langt, og hævelsen er faldet så meget, at huden omkring såret rynker.
7 uger efter operationen (10 uger efter biddet) er såret kun 5,5 cm. Såret er 1,3 cm bredt – 0,2 cm smallere – ca.2,5 cm kortere end i sidste uge. Bredden er det, der tager længst tid at hele, da såret bliver belastet, når jeg flekser foden, dvs. når jeg går.
8 uger efter operationen (11 uger efter biddet) er såret 5 cm langt og 1,2 cm bredt – senen er omsider dækket. Der er tale om, at forbindingen skiftes til en (dobbelt?) kompressionsstrømpe i næste uge.
9 uger efter operationen (12 uger efter biddet) – såret er 4 cm langt, 1 cm bredt og 0,5 cm dybt.
10 uger efter operationen (13 uger efter biddet) er såret 3,2 cm langt og 1 cm bredt. Kompressionsbindet er så effek- tivt, så det fortsætter vi med lidt endnu.
Forventet behandling (sakset fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling ved Rigshospitalets anbefalinger):
Bidsår fra hunde, katte m.m.
Ætiologi: Pasteurella multocida, S. aureus, Capnocytophaga canimorsus (tidligere benævnt DF-2) Profylakse indenfor 6 timer efter biddet: Azithromycin 500 mg p.o. som engangsdosis (børn: 10 mg/kg x 1 som engangsdosis.
Empirisk terapi: Amoxicillin/clavulansyre 500 mg/125 mg x 3 p.o. dgl. i 5-10 dage
(børn: 50/12,5 mg/kg p.o. fordelt på 3 doser). Penicillinallergi: Azithromycin 500 mg p.o. x 1 i 1 dag efterfulgt af 250 mg p.o. x 1 i 4 dage
(børn: 10 mg/kg x 1 i 3 dage).
Camilla Baird Primprau’s Korat Cattery © 2011
Klik her for pdf artikel fra Kattemagasinet
Klik her for pdf artikel skrevet af orthopædkirurg Lone Kirkeby